”Vi har måske fire spaniere, otte italienere og fire vine fra USA. Vi satser ikke på et særligt vinland, men serverer de vine, vi godt kan lide. Og så sørger vi altid for at have over 40 vine på glas,” siger ejer af Vinum Historia, Karwan Akrawi. Vinbaren i København er et af HORESTAs nyeste medlemmer. Karwan fortæller, at alle gæster, uanset pengepung, kan have en god aften på vinbaren. ”Vi har både glas til 55 kroner og til 400 kroner.”

Det har tiltrukket en loyal gruppe af stamkunder.

”I weekenden er der helt proppet. Også i kælderen som vi ellers kun bruger til større arrangementer. På en fredag eftermiddag får vi både besøg af stamgæster, men også helt nye gæster, der lige har hørt om os.”

”Stamkunderne kommer ikke mindst, fordi det er ejerne, der står bag baren. Det er ikke en teenager på 18 år, der ikke kan lide vin. Vi står længe og taler med gæsterne om vinene, og de kan smage på dem, der lyder interessante for dem.”

En spontan tale
Vinbaren åbnede i 2020 midt under krisen. Og det var da egentlig også krisen, der førte til, at vinbaren blev en realitet.

”Jeg var ansat som produktionschef i 23 år og blev opsagt. Det var der et par af mine venner, der også blev, og så virkede det som et oplagt tidspunkt at åbne en vinbar. Jeg har faktisk altid haft en drengedrøm om at åbne en restaurant eller en bar.”

Derfor lever Karwan, og de øvrige ejere, sig også fuldstændig ind i værtsrollen.

”Det betyder så meget at se de samme gæster træde ind ad døren igen og igen. Det er så hyggeligt, og det er ofte, jeg lige holder en spontan tale og byder velkommen og siger: Nu skal vi virkelig hygge os!”

Log ind