Når man først har diskrimineret en medarbejder ved at opsige vedkommende på grund af alder, kan man så reparere på situationen ved at tilbyde genansættelse?

Spørgsmålet har været til behandling ved Ligebehandlingsnævnet i en sag omhandlende en taxachauffør, der blev opsagt fordi virksomheden havde en politik om at opsige medarbejdere, når de blev 70 år gamle.

Efter reglerne i Forskelsbehandlingsloven vil en opsigelse begrundet i, at medarbejderen fylder 70 år aldrig være saglig. Da virksomheden fandt ud af det, tilbød de medarbejderen genansættelse, og han accepterede. Han genindtrådte i stillingen seks dage efter, at han var fratrådt.

Ligebehandlingsnævnet udtalte i afgørelsen, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at medarbejderen var blevet diskrimineret, og at arbejdsgiveren havde erkendt, at opsigelsen var begrundet i medarbejderens alder.

Medarbejderen blev tilkendt 180.000 kr. svarende til ni måneders løn i godtgørelse.

Det faktum, at medarbejderen var blevet tilbudt en genansættelse og havde accepteret at genindtræde i stillingen, fandt ligebehandlingsnævnet hverken havde betydning for vurderingen af, om medarbejderen var udsat for diskrimination eller for størrelsen af den udmålte godtgørelse.

Sagen er konkret begrundet, men illustrerer dog tydeligt, at når først diskriminationen af en medarbejder er foretaget, så er mulighederne for at afbøde et eventuelt krav på grund af diskriminationen meget begrænset.

Medlemmer af HORESTA kan kontakte vores Juridiske Callcenter på tlf. 35 24 80 40 for mere information om bl.a. forskelsbehandlingsloven.     

Birgitte
Advokatfuldmægtig
Birgitte Moustgaard Riisager

Pas på alderen ved opsigelse af en medarbejder

Det kan være diskrimination at opsige en medarbejder, hvis det viser sig, at medarbejderens alder har haft indflydelse på udvælgelsen af medarbejderen i forbindelse med en opsigelse.

Har medarbejderne ret til fri på Grundlovsdag?

Grundlovsdag står for døren. Det afhænger af den enkelte medarbejders ansættelsesvilkår, om medarbejderen skal møde på arbejde eller har ret til en betalt fridag på Grundlovsdag.

Log ind