Danskerne bør ikke kunne udleje deres boliger til turister mere end, hvad der svarer til antallet af feriedage.

Det mener HORESTA, som opfordrer til, at den nuværende grænse på 70 dages udlejning bør halveres til 35 dage årligt og suppleres med en række kontrolmekanismer, som allerede er udbredt i flere europæiske storbyer.

“Vi ønsker fortsat Airbnb i Danmark, men der skal være en klar linje mellem almindelig families udlejning i ferier og kommerciel, helårslignende udlejning. Det nuværende loft på 70 dage gør det alt for let at drive reel forretning på deleplatforme med markant gunstigere vilkår end de etablerede hoteller,” siger HORESTAs konstituerede administrerende direktør, Jeppe Møller-Herskind.

Fair konkurrence og pres på boligmarkedet
Korttidsudlejningen i Danmark er boomet siden coronakrisen, og tæt ved hver tiende bolig udlejes i dag i over 90 dage. Samtidig er beskatning og offentlig regulering markant mildere sammenlignet med de krav, hoteller og andre professionelle overnatningsudbydere skal overholde.

“Vi oplever et voksende pres på markedet, hvor lejligheder trækkes væk fra boligudbuddet og i stedet konstant er tilgængelige for turister. Det forvrider konkurrencen og rammer også danskere, der leder efter boliger. Hvis man driver en rentabel, turistorienteret forretning, bør man efter vores mening underlægges samme regler som hoteller,” mener Jeppe Møller-Herskind.

Hos Skattestyrelsen viser de seneste kontroller, at fejlprocenten for indberetninger fra korttidsudlejning på digitale platforme er hele 92 procent. HORESTA ser det som et klart tegn på, at myndighederne mangler værktøjer til at håndhæve loven effektivt.

Halvering af loftet og bedre kontrol
“Halveringen af antallet af udlejningsdage er ikke et forsøg på at lukke Airbnb, men på at sikre et rimeligt niveau. Hvis en familie ønsker at udleje deres bolig i sommerferien eller i kortere perioder, kan de stadig gøre det. Men ønsker man at udleje på fuld tid, bør man gøre det på samme vilkår som det professionelle erhverv,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Samtidig anbefaler HORESTA, at Danmark indfører systemer, hvor de faktiske udlejningsdage skal registreres, ikke kun udlejningsindtægterne. Desuden ønsker HORESTA, at udlejningsportalerne pålægges at fjerne boliger fra deres platforme, hvis de overstiger det fastsatte årlige loft.

Nye EU-regler – men udeblivende handling i Danmark
EU har for nylig vedtaget et Short Term Rental-forordning, der skal give bedre overblik over korttidsudlejning på tværs af medlemslandene. Men ifølge HORESTA er det langt fra sikkert, at Danmark vil implementere reglerne i praksis. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har nemlig ikke planer om at udvikle en digital løsning, der kan modtage og behandle løbende data om udlejningsdage.

“EU-forordningen er et skridt i den rigtige retning, men herhjemme ser vi desværre en manglende politisk vilje til at indføre en effektiv kontrol. Det gør det svært at forhindre, at nogen fortsætter med at udleje over loftet – uden reelle konsekvenser,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Webinar: Sådan håndterer du sygdom blandt medarbejdere

Når en medarbejder bliver syg, kan det rejse spørgsmål om lovgivning og pligter. I dette webinar giver Vivi Nedergaard Lambert, arbejdsmiljøchef hos HORESTA, et overblik over de regler og faldgruber, du bør være opmærksom på.

Log ind