Den indiske restaurantkæde Royal Indian er bygget på en vision om at give gæsterne en 'fine dining-experience', hvor autenticitet, service og kvalitet er i centrum.

”For mig handler det ikke kun om at lave mad, men om at give folk en oplevelse. Smag, aroma og præsentation skal gå op i en højere enhed,” siger Parveen Sharma, daglig leder og stifter af Royal Indian. 

En mission om at dele Indiens smagsoplevelser
Da Parveen Sharma i 2003 - bare 19 år gammel - flyttede fra Haryana i Indien til Danmark, oplevede han hurtigt en mangel på autentisk indisk mad. Han savnede de smage og krydderier, han var vokset op med.

Inspireret af sin fars opfordring og en voksende passion for gastronomi besluttede han derfor at tage sagen i egen hånd. I 2012 åbnede han sin første restaurant, Royal Indian, i Roskilde. Siden er en restaurant kommet til i Valby i 2018 og en i Aarhus i 2023. Og Parveen Sharma har ingen planer om at stoppe her.

"Jeg elsker, når jeg ser glade gæster gå mætte og smilende herfra. Det er den største belønning for mig," fortæller han.

Han drømmer om at udvide til Aalborg og fortsat dele sin kærlighed til nordindisk mad med danskerne.

Med en dygtig køkkenchef med 35 års erfaring i spidsen og et dedikeret team på 28 ansatte på tværs af restauranterne, arbejder Royal Indian konstant på at levere høj kvalitet. Blandt de mest populære retter på menuen er sarson ka saag, makki ki roti, khichri med originale opskrifter fra Parveen Sharmas far hjemme i Indien. Han tilbyder også et bredt udvalg af vegetarretter - noget der ligger Parveen Sharma særligt nær, da han selv er vegetar.

"Jeg tror på, at den bedste markedsføring er, når gæsterne forlader restauranten med en følelse af, at de har oplevet noget særligt. Det er det, der får dem til at komme tilbage," siger Parveen Sharma.

HORESTA giver sparring i en vigtig tid
Med tre restauranter og flere ansatte er de juridiske og administrative opgaver vokset markant for Parveen Sharma. Derfor tog han beslutningen om at blive medlem af HORESTA.

”Der er mange ting at holde styr på som forretningsdrivende - papirarbejde, juridisk og økonomisk rådgivning. Med HORESTA får jeg adgang til juridisk rådgivning og support, som hjælper mig enormt med at navigere i alle de regler og krav, der er i branchen. Det er en stor hjælp,” forklarer han.

For ham er det essentielt at kunne fokusere på sin passion for mad, mens han samtidig sikrer, at virksomheden drives professionelt og lovligt. Det hjælper HORESTA med at sikre.

Afgørende råd fra en uventet mentor
I 2017, mens Parveen Sharma var ved at købe en bil, mødte han en erfaren forretningsmand, der tidligere har været regionaldirektør fra det store indiske bilfirma Mahindra & Mahindra. En samtale om livsmål og ambitioner satte dybe spor i Parveen Sharma.

”Grib de udfordringer, du møder på din vej,” sagde han til mig.

Det blev en vigtig læresætning for mig og et råd, jeg stadig mindes den dag i dag. Vi havde en længere snak om karriere og livet, og vi udvekslede telefonnumre. Vi har stadig kontakt i dag, selvom han nu er blevet en ældre herre på 82 år. Han har været en stor inspirationskilde til mit professionelle liv,” fortæller Parveen Sharma.

Mere end bare forretning
Parveen Sharma har en klar holdning til sit virke som restauratør. For ham handler restauranterne ikke kun om at drive en succesfuld forretning, men også om at gøre en forskel. Men nærmest religiøs overbevisning siger han:

”You can earn money anytime. Money can belong to anybody. If the tummy is full, you can give blessings.”

Citatet afspejler Parveens filosofi om, at penge ikke bør være det primære mål i livet, men at det i stedet handler om at hjælpe andre og skabe en positiv forskel.

Han understreger, at penge kan komme og gå, men hvis man har mulighed for at mætte andre, bringer det velsignelser og tilfredshed - og det er langt mere værd, afslutter han. 

Michelin-kok bag ny shawarma-bar i Vejle

Til maj åbner shawarma-baren Badsha på gågaden i Vejle. Bag konceptet står Michelin-kokken Jesper Ringling og Dean Bajwa, der lover autentisk smag og råvarer af høj kvalitet.

Log ind