Fredag samlede HORESTA toppen af restaurations- og oplevelsesindustrien til drøftelser om, hvordan branchen kan understøtte en mere bæredygtig fremtid med mindre plastik i takeaway-emballage. Miljømininister Magnus Heunicke (S) gæstede mødet for at sætte ord på de politiske ønsker til fremtiden.

(Artiklen fortsætter under videoen)


HORESTA driver takeaway-netværket Rethinkers Network, og det var i regi af det netværk, ministeren blev taget imod. Her samledes nogle af Danmarks største aktører – Food Folk Danmark ApS (McDonald's Danmark), Burger King Danmark, Joe & The Juice, 7-Eleven, Tivoli, Sunset Boulevard og Espresso House Group – for at drøfte konkrete løsninger, der kan reducere engangsplast og fremme bæredygtige materialer.

Vigtig agenda for branchen
Baggrunden for netværket og ministerens besøg er, at Regeringen og aftalepartierne bag Finansloven 2025 er blevet enige om at indgå et partnerskab mellem Miljøministeriet og relevante interessenter fra branchen.

Partnerskabet skal bl.a. arbejde for at identificere udfordringer og anvise muligheder for et retursystem på takeaway-emballage. Det finansieres med 5 mio. kr. årligt fra 2025-2027. I aftalen er partnerskabet nævnt på side 9.

Læs aftale om finansloven 2025

Den nuværende og kommende lovgivning på området for engangsemballage stiller høje krav til vores branche. Med implementeringen af EU’s engangsplastdirektiv og den nationale strategi for cirkulær økonomi står branchen over for betydelige ændringer, der vil påvirke alt fra produktdesign til affaldshåndtering.

Derfor er det afgørende, at hotel- og restaurationsbranchen – som en nøglespiller i denne omstilling – bliver hørt. Vores virksomheder er både store aftagere af emballage og direkte i berøring med forbrugerne.

Af den grund var det også et både godt og konstruktivt møde mellem ministeren og branchens aktører. Vi glæder os til sammen at finde gode grønne løsninger til gavn for branchen – nu og i fremtiden.

Log ind