Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.
Booking.com står over for et søgsmål fra over 18.000 europæiske hoteller, der kræver tilbagebetaling af en del af portalens indtjening fra 2004 til 2024. I perioden måtte hotellerne ikke sælge værelser billigere gennem andre kanaler, heller ikke på egne hjemmesider.
I Danmark har Danhostel opfordret sine medlemmer til at deltage. Marketingchef Anette Brylov understreger, at Booking.com giver adgang til internationale gæster, men at samarbejdet skal foregå på lige vilkår.
Sagen skal behandles ved en domstol i Amsterdam, hvor en indledende høring ventes i 2027. Booking.com afviser kravene som grundløse og vil forsvare sig i retten. Prisklausulerne blev fjernet i juli 2024 i forbindelse med EU's regler for digitale markeder.