Gennem mange år har hotelbranchen måttet betale langt mere i energiafgifter end mange andre erhverv, men nu er det slut med den negative særbehandling. Da et flertal i Folketinget i fredags indgik et forlig om en grøn skattereform blev hotellernes såkaldte rumvarmeafgift nemlig samtidig aflivet, og det glæder HORESTA, der igennem mange år har kæmpet for ligestilling.
”Det er helt urimeligt, at hotelbranchen er blevet så hårdt beskattet på store dele af energiforbruget. Det har været en lang og hård kamp, men i HORESTA glæder vi os over, at det endelig lykkedes at komme i mål,” siger HORESTAs adm. direktør, Jannick Nytoft.
Det er flere år siden, at den daværende borgerlige regering lovede at udfase rumvarmeafgiften, der giver staten en indtægt på 50 millioner kroner om året. Siden overtog Socialdemokratiet regeringsmagten, og da den nye regering fremlagde sit bud på en grøn skattereform, valgte man at fastholde rumvarmeafgiften og bruge pengene på at finansiere dele af reformen. Efter politisk pres fra blandt andre HORESTA lykkedes det imidlertid at få fastholdt den oprindelig plan om at afvikle afgiften, da forliget om den grønne skattereform blev indgået.
Med aftalen indføres en ensartet CO2-afgift, der skal få danske virksomheder til at omstille sig til en mindre klimabelastende produktion. Aftalen påvirker først og fremmest de mest energitunge sektorer som industrien og dele af landbruget.
Jannick Nytoft understreger, at CO2-afgiften kommer på et meget uheldigt tidspunkt, hvor omkostningerne i hotel-, restaurant- og turisterhvervet stiger med eksplosiv fart.
”Det er klart, at det ikke er nye omkostninger, vi har brug for lige nu. Men hotel-, restaurant- og turisterhvervet skal selvfølgelig også bidrage til at nå 2030-målene. Vores erhverv er heldigvis ikke blandt de mest energitunge, og vi er nået rigtig langt i den grønne omstilling”, siger Jannick Nytoft.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Old Irish Pub runder 400 millioner og slår rekord for omsætningen
25-04-2024
-
Nordjyde overtager tre Sunset Boulevard restauranter
25-04-2024
-
Lalandia lander rekord-overskud
25-04-2024
-
Sønderjysk luksushotel headhunter kendt restaurant-trio
25-04-2024
-
Nu sætter Kolding Kommune populær og meget centralt placeret vandrehjem til salg
25-04-2024
-
Kæmpe familie-restaurant slår dørene op i Helsingør
25-04-2024
-
Aro er klar til næste Michelin-stjerne
25-04-2024